Mange sommerrejsende gennem Københavns Lufthavn i juli
3,4 millioner passagerer rejste til og fra Københavns Lufthavn i juli. Spanien og Italien topper listen over de mest populære feriedestinationer, mens flere internationale gæster finder vej til Danmark.
Sommerferien har fået mange danskere og sydsvenskere til at pakke kufferten og rejse ud i verden. I juli rejste 3,453 millioner passagerer gennem Københavns Lufthavn. Det er 3,6 procent flere end samme måned sidste år.
"Juli var en måned med høj rejseaktivitet. Mange danskere er rejst på ferie, mens København og resten af Danmark fortsat tiltrækker internationale besøgende. Gode flyforbindelser gør det nemmere at komme ud i verden, men de gør også Danmark mere tilgængeligt for turister og internationalt erhvervsliv," siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
To ud af tre passagerer i Københavns Lufthavn er internationale rejsende, mens danske rejsende på vej ud eller hjem udgør en tredjedel af alle passagerer.
Flest rejser til Spanien og Italien
I juli har mange danskere sat kursen mod Sydeuropa. Spanien er det foretrukne ferieland med Malaga, Mallorca og Barcelona som de mest populære destinationer. I alt fløj 294.000 passagerer mellem København og de 12 spanske rejsemål med direkte forbindelse.
Højdespringeren er Italien, som indtager andenpladsen på listen med 11 procent flere rejsende end sidste år. I juli var 263.000 passagerer ombord på flyene til og fra Italien. Derefter følger Grækenland, Tyrkiet og Frankrig som de mest besøgte Middelhavslande. I alt rejste 1,1 million mellem København og et af de fem lande, hvilket svarer til hver tredje rejsende i juli.
”Italien er virkelig populært. Denne sommer har flyselskaberne sat flere fly ind på ruterne til Italien, og interessen for landet er steget markant. Desuden har italienere fået appetit på at besøge Danmark, så vi ser også mange rejsende fra Italien i terminalerne denne sommer,” siger Peter Krogsgaard.
Fra syd til nord
De mange direkte flyruter gør Danmark mere tilgængeligt, og der er en stigende interesse fra sydeuropæiske turister for at besøge København og resten af Danmark.
”Tendensen fra de foregående år fortsætter, hvor rejsende fra Sydeuropa tager på såkaldt ”coolcation” til destinationer med et mildere sommerklima. Her ligger Danmark højt på listen med skandinavisk sommervejr og lyse nætter,” siger Peter Krogsgaard.
Sidste år satte besøgende fra Spanien, Italien, Frankrig og Grækenland rekord med 1,5 millioner turistovernatninger i Danmark, og væksten fortsætter. Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af overnatninger fra de fire lande med 3 procent i årets første fem måneder.
”København og Danmark står stærkt som rejsemål blandt europæiske turister. Flere direkte flyruter gør det lettere at komme hertil, og det gavner hele samfundet, når flere besøgende lægger vejen forbi. Det skaber arbejdspladser og giver liv i butikkerne, fyldte borde på restauranterne og flere gæster på museer og attraktioner,” siger Peter Krogsgaard.
